Af: Jesper E. Møller, formand, Den nationale Storebæltskomité
I dag fylder Storebæltsbroen 20 år. Fra Den nationale Storebæltskomité skal der lyde et ”hjerteligt tillykke”. Da fremsynede politikere besluttede at bygge broen, foretog man én af de bedste samfundsmæssige investeringer til glæde for sammenhængskraften og mobiliteten i Danmark. I dag krydses broen gennemsnitligt af mere end 35.000 biler mod 8.000, den gang bæltet blev krydset med færge.
Vi kunne dog få meget mere ud af dette samfundsaktiv, hvis ikke afgifterne for passage blev holdt kunstigt høje for at finansiere andre infrastrukturprojekter. Det er glædeligt, at prisen blev reduceret med 15% fra nytår og skal reduceres med i alt 25% fra 2022. Men da vil det stadig være unødvendigt dyrt at passere broen. Den ville for længst være tilbagebetalt af brugerne, hvis ikke man brugte den som malkeko for at finansiere andre formål.
Så tak for de første gode 20 år på broen og tak for den foreløbige afgiftsnedsættelse – men vi skal længere ned!
Her kan du læse rapporten fra 2015, hvor det blev konkluderet, at en fjernelse af afgifterne på Storebæltsbroen ville gavne samfundsøkonomien med mindst 9 mia. kr.